09.12.2013

Vi har været på idrætshøjskolen med børnene og vi har leget forskellige lege. Vi har igen leget navnelegen, fordi børnene godt kan  lide denne leg. Vi har også spillet teater: vi har fordelt os i 4 grupper, hvor hver gruppe har bestået af tre børn og en voksen. Hver gruppe skulle danse til sangen "Schnappe, das kleine Krokodil". De andre grupper var publikum. Det var en sjov leg, både børnene og de voksne har grinet meget. Alle var i rigtigt godt humør, det var den bedste respons man kan få. Jeg har valgt denne sang, fordi jeg gerne vil, at børnene lærer at synge sangen i næste uge. Nogle børn har nynnet sangen resten af dagen, det var tegn på, at deres hukommelse allerede har gemt sangens rytme og refræn. Det viser igen, at man først skal afprøve nye ting med kroppen for at huske og lære dem bedre.

I dag har jeg tit lagt mærke til drengen, jeg skal skrive nogle iagttagelser om i januar. Det giver mening kun at koncentrere sig om et barn. På den måde kan man se flere detajler, som man ikke lægge mærke til i hverdagen, når fokus er rettet mod mange børn og mod at beholde orden. Jeg kan tydeligt mærke, sådan iagttagelse er en stor del af pædagoggens hverdag.

Der var en situation i dag, hvor jeg følte mig  magtesløs. På vej til idrætshøjskolen skulle jeg gå sammen med en pige. Foran os gik to drenge og én af dem opfører sig tit aggresiv. Han er også tit ustyrlig og provokerende. Han begyndte at plaske vildt i en vandpyt selvom jeg gentagende gange sgade, at jeg  ikke vil have det. Han lyttede slet ikke efter og blev bare ved med det. Til sidst greb jeg hans arm og gentog igen, at han skal stoppe, men han kiggede bare provokerende og lagde sig ned på jorden. Jeg kunne mærke, at hans udlydighed vækkede magtløshed  i mig. Jeg tog hans opførsel meget personligt og følte mig ked af det over at jeg ikke kunne stoppe ham ved bare at sige det. Jeg så, at det ikke hjalp at snakke med ham, derfor gik jeg videre sammen med pigen uden at reagere på hans opførsel. Efter et kort øjeblik, rejste han  sig op og fortsate med at gå. Vi snakkede ikke mere om det.

Jeg forstår godt, at man ikke må tage det personligt, hvis man ikke kan stoppe barnet eller få det til at falde til ro. Det har ikke noget med mig som person at gøre. I min sidtse vejledningstime, sagde min vejleder faktisk flere gange, at det er professionelt at erkende, at man ikke kan klare den ene eller den anden situation og er nødt til at lade en anden pædagog/voksen, der er i nærheden håndtere denne. Det handler igen om den professionelle forståelse, at det barn/den situation har ikke noget personligt med én at gøre. Sådan er det bare.