Eftertanke...

Denne praktik er ikke kun en del af min pædagogiske praksis, men har også en stor betydning for at jeg  lærer min personlighed bedre at kende. Hvis man ikke r sig godt ind som person, kan man ikke være glad for sit arbejde og derfor kan man heller ikke være en god og kompetent pædagog. Forskellige små situationer afslører mange ting om mig selv. Jeg kan bedre og bedre se, hvor jeg ikke passer ind henne og, hvad der er svært for mig personligt at deltage i. Ufordninger er gode, fordi de også viser vores personlige grænser. Desværre kan ikke alle grænser overvindes. Jeg reflekterer hver gang meget over, hvorfor jeg ser noget, som en udfordning, hvorfor det er svært at acceptere en situation eller tilpasse mig til noget nyt. Nogle gange er det bare angst for de nye ting og derfor møder jeg en indre modstand. Her skal jeg selvfølgelig arbejde med mig selv, fordi det kan betyde, at jeg skal bearbejde nogle ting fra min fortid og min barndom, der stadigvæk sidder fast inde i mig. Men nogle ting, som jeg har det svært med, viste mig også, at sådan  er jeg bare og det er der ikke noget at gøre ved. Det er bare mig, min personlighed. Det er jeg glad for, at jeg kunne indse dette i min første praktik, fordi jeg nu klarere kan se, hvilken vej jeg vil gå og hvad jeg  overhovedet ikke har lyst til. Jeg har endnu næsten tre år til at finde ud af, hvor jeg bedst passer ind henne. Det er en rejse og jeg glæder mig til den.

I morges da jeg kom til praktikstedet fik jeg opmærksomhed  fra ham drengen, jeg skal iagttage i januar. Han interesserede sig for min finger, som jeg havde et plaster på. Efter et sykke tid inviterede han mig til en fælles leg. Jeg tog imod hans invitation til legen og jeg kunne faktisk mærke hele dagen, at han tit henvendte sig til mig. Det var lidt underligt, fordi han indtil videre aldrig havde lagt mærke til mig. Han kunne ikke en gang huske mit navn, men i dag kaldte han ofte på mig. Jeg kunne se, at han ikke kan koncentrere sig om noget over et længere stykke tid. Han startede med en leg og efter nogle minutter søgte han efter noget andet at lave. Jeg spurgte ham flere gange, hvorfor han ikke gad lege mere, men han svarede bare " jeg gider ikke". Da jeg spurgte igen, blev han ophiset og råbte, at han ikke gider. På den anden side falder han hurtigt til ro. Han bliver hurtigt ophiset, men efter et kort øjeblik er han sød igen. Det sammen sker, hvis han har konflikter med andre børn. Han slår dem, men hvis man f.eks. siger til ham: ” X, du ved jo godt, at det gør ondt på ham, når du slår”. Så bliver X sød igen og siger "undskyld, undskyld" og samtidig aer han vedkommende. Måske viser dette, at X ikke kan lide at være en dårlig dreng, men samtidig kan han ikke styre sig selv, når han støder på konflikter, som han tit er med til at skabe.

Jeg tror, at X har brug for at finde en vej til at og at blive mere bevidst om, hvordan han kan falde til ro. Udover det er det vigtigt at han lærer, hvordan han kan styre sin krop og sine impulser, så han finde balancen mellem kaos og ro. Måske kan det hjælpe, hvis man laver noget specielt kun med ham hver dag. F.eks. kan han blive alene på stuen med en pædagog, hvor de leger sammen efter frokost. Måske kunne han lære at koncetrere sig bedre om en ting ad gangen og blive mere og mere vedholdende i aktiviteterne, når han kun er på en stue sammen med en voksen. Man kan også prøve at give ham massage og få ham til at lytte til afslappende musik. Jeg tror, at det er vigtigt, at en voksen er sammen med ham hver dag i sådan et aflukket rum. X virker meget forvirret, når han befinder sig et sted, hvor der er masser af plads og mange forskellige legemuligheder.