14.11.2013

Situation nummer 1.

En pige på 4,5 år kom ind fra legepladsen. Jeg kalder hende X. Hun smed sin flyverdragt ned på gulvet i entréen og gik ind på legerumet. Hun begyndte at lege med andre børn. Jeg så det og tog hendes flyverdragten og gik med den ind i legerum. Jeg lod som om jeg ikke havde set, hvis flyverdragt det var. Jeg spurgte naivt "hvis flyverdragt er det?".  Følgende samtale fulgte:

X: Min.

Jeg: Hvorfor ligger den ikke på din plads?

X: Du skal gør det!

Jeg: Mig? Det er ikke min, derfor gør jeg det ikke. 

X: Jo, du skal gøre det.

Jeg: Nej, X. Det er din flyverdragt og lægge den på plads nu.

X: Nåh ok.

Hun kom hen til mig, tog flyerdragten og lagde den på sin plads. Jeg kunne mærke, at jeg var lidt forvirret, da pigen svarede "nej" og at jeg skal gøre det i stedet for hende.  Men på den anden side, fornemmede jeg at jeg skulle havde ved min position om, at hun selv skulle ordne sine ting. Jeg fik også bekræftet , at jeg håndterede denne situation godt. En pædagog stod ikke så langt fra mig og betragtede situationen. Hun gav mig respons bagefter, hun mente, at jeg havde forholdt mig korrekt.

Situation nummer 2.

Efter frokost skulle alle børn rydde op på deres plads dvs. at de skulle stille deres madpakker ind i køleskabet og stille deres glas på rulebordet. Alle børnene var færdige med at spise og med at rydde op efter sig, bort fra X (den samme pige fra 1. situation). Hendes glas blev stående på bordet, mens hun aææerede legede med dukker. Jeg spurgte X, om det var hendes glas. Hun bekræftede det, men hun viste ingen tegn på, at ville stille glasset på rullebordet. Denne diskussion fulgte:

Jeg: Har du glemt at stille dit glas på rullebordet, X.

X: Nej. Jeg gider bare ikke. Du skal gøre det for mig.

Jeg: Nej nej, X. Det gør jeg ikke.

X: Hvorfor?

Jeg: Alle børn skal ordne deres ting selv, når de er færdige med at spise. Du er ikke nogen untagelse, X. Det er dit glas, derfor skal du selv stille det på plads.

X: Ok, det gør jeg.

Jeg gik i gang med at ryde op i vores spiserum: jeg skulle tørre bordene af og feje stuen. Jeg begyndte med at tørre bordene af, da X kom hen til mig og bad om at hjælpe mig med at rydde op. Jeg blev positivt overrasket og selvfølgelig sagde jeg "ja". X hjalp mig både med at tørre bordene med af og feje. Da jeg spurgte hende, om hun har brug for min hjælp, svarede hun, at hun helst selv vil gøre det. 

Situation nummer 2 viste mig, at retfærdighed er en vigtig del af det pædagogiske arbejde, selvom det fører ofte til modstand fra børnene, medfører det også, at man bliver værdisat af dem. I denne situation oplevede jeg, at når man behadler modstand med retfærdighed, kan man forandre en negativ situation, så det barn, der ikke vil høre efter kan blive til en interessevisende hjælper.