Anerkendelsen

I fredags var jeg på legepladsen med børnene og en grædende pige kom hen til mig. Hun klagede over stærk smerte forårsaget en splint, der sad fast inde under hendes negle. Jeg ville gerne hjælpe hende med at fjerne splinten, fordi jeg godt kunne se et lille stykke af splinten, som man kunne få fat i. Men pigen var ikke glad for mit forslag og hun ville helst vente på, at moren kommer. Hun råbte " I må ikke røre ved min finger, fordi det gør meget ondt. Det er kun min mor, der må fjerne den." Jeg blev bekymret over, at hun ikke gav mig lov til at hjælpe hende, men jeg vidste, at jeg på en eller anden måde alligevel var nødt til at hjælpe hende. Jeg henvendte mig til en mere erfaren pædagog for at bede om hjælp med denne situation. Pædagogen kendte allerede til pigens problem og til at hun afviste hjælp. Pædagogen tilføjede også, at det ikke var en god ide, at pigen afviste vores hjælp, fordi splinten kunne give en infektion i fingeren. Derefter gik pædagogen hen til pigen og prøvede at overtale hende til at få fjernet spilnten med det samme. Det lykkedes for pædagogen at overtale pigen og splinten blev fjernet. Da de kom tilbage på legepladsen råbte pædagogen til mig: "Vi fik splinten ud. Og ved du hvad, X kiggede på, mens jeg tog den ud."

Denne situation har vist mig, at det er vigtigt at hjælpe i alle situationer, selvom den, der har brug for hjælp afviser det. Det kræver bare at man f.eks. søger efter andre muligheder end dem, der er mest oplagte. Man kan for eksempel bede en anden om hjælp i en aller anden situation. Udover det har jeg igen set, at annerkendelsen er en grundsten i det pædagogiske arbejde. Anerkendelsen er et komplekst samspil mellem 2 parter (i det pædagogiske arbejde er det mellem et barn og en voksen), som er afgørende for udviklingen af barnets selvtillid og selvværd.