Da jeg kom til min praktiksted i morges,
fik jeg med det samme opmærksomhed fra Marius. Efterfølgene dialog lød sådan:
Marius: skal vi leger med pindene?
Mig: nu?
Marius: ja ja.
Mig: nej, Marius, ikke nu, men vi skal
igen lege med pindene efter frokost.
Marius: ok. Skal vi lege noget andet
sammen nu?
Mig: ja, det kan vi godt.
Jeg blev positivt overrasket over, at han
er blevet mere opmærksom på mig og at han viste en så stor interrese for at
lege sammen med mig. Det viser, at børn hurtigt knytter sig til en person, der
tilbringer meget tid med barnet, og der viser mest interesse for barnet.
Efter frokost blev jeg inde på orange stue
sammen med Marius. Denne gang havde jeg forberedt et eget spil - 14 kort med tre
forskellige ansigtsudtryk. På skift skulle vi trække kort af bunken og spille det
humør, der blev illustreret på kortet med vores ansigter og kroppe. Den passive
spiller skulle gætte, hvad det var for et humør den aktive spiller prøvede at
"formidle" kun med kropssprog:
"Ked af det"
"Sur"
Jeg var ikke sikker på, om Marius ville
kunne lide spillet og om han ville kunne forstå det, men jeg blev positivt
overrasket. De første to eller tre gange var hans kropssprog ikke så aktivt,
dvs. han kun spillede med ansigtet (hvis det var "et gladt kort", så
smilede han, hvis det var "et surt kort", rynkede han læberne). Jeg
spillede både med hele kroppen og ansigtet og jeg kunne tydeligt se, at Marius hurtigt
lærte af mig. Han begyndte også at bruge sin krop til "humørs
fortælling" og blev mere og mere aktiv i spillet. Da vi var færdige med spillet,
bad han om, at spille en gang til. Det gjorte vi så, men han var ikke mere
interesseret i samspillet, tværtimod trak han et kort efter det andet uden at
give plads til en anden - mig - i spillet. Jeg afbrød spillet og vi startede
med at lege med pindene. Jeg ville gerne opnå, at vi igen bygge et tårn, fordi
jeg syntes at det er godt for ham at lave noget, som er fra A til Z, er
struktureret og har et konkret formål. Men Marius ville ikke bygge tårnet, så jeg
gav ham lov til selv at bestemme, hvad han gerne vil bygge. Vi startede med at
bygge en garage. Efter fem minutter skulle vi bygge en vej, fordi garagen ikke
var interessant længere. Efter endnu fem minutter rejste han sig og skulle til
at løbe ud af stuen, men jeg fangede ham. Vi var sammen ca. 40 minutter, så fik
han lov til at gå.
Marius kunne godt lide at spille med
kortene. Han syntes, at det var sjovt at trække kortene og efterligne
billederne på dem. Udover det lagde jeg mærke til, at han kunne lide billederne
på kortene.
I dag har jeg også oplevet en situation ude
på legepladsen, hvor jeg kunne omsætte teori til praksis. I går læste jeg i
bogen "Inklusionens pædagogik"
af Carsten Pedersen, Marianne Bech L., Ida Kornerup og Bent Madsen i
artikelen "Inklusion som individuelt oplevet erfaring i en kontekst".
”Inklusion er, som […] en vision om at
give lige muligheder for alle, hvor det centrale bliver at give mulighed for
deltagelse. Men er deltagelse en ret ELLER en pligt, eller er det en ret OG en
pligt?[…] let dilemmaer opstår i hverdagen, når der skal tages hensyn til mange
børns interesser.”[1] Det bekræfter
følgende situation:
Tre børn var i gang med en leg, da Marius
kom hen til dem og bad dem om at måtte være med i legen. Børnene sagde med det
samme ”nej”. Jeg stod og betragtede situationen. Marius vendte sig om til mig
og kiggede spørgende på mig. Pludselig huskede jeg et eksempel fra ovenfor
nævnte bog, som var akkurat sådan, som denne situation. Derfor gentog jeg det,
jeg havde læst i bogen:
Mig: Må Marius ikke være med i jeres leg?
Børnene: Nej.
Mig: Men måske kan han være med lidt
senere, når i er færdige? Hvad synes du om det Marius?
Børnene: Ja, det må han godt. Vi er snart
færdige.
Marius: Ja, det vil jeg gerne.
(Jeg var ved at gå derfra, da en pige af
de tre børn sagde):
Pigen: Marius må godt lege med os nu.
Marius: Det vil jeg gerne.
”[...]
Skal individers handlinger og muligheder for handlinger i et fællesskab forstås
i et samspil. Deltagelse, der er den enkeltes handling, muliggøres af de andre
deltagere, der udgør milighedsbetingelserne i fælleskabet.”[2]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar